Del på facebook / mail:

DØDSPROCESSEN OG PRAKSIS

Den tidligere kortfattede manual Praksistekst om dødsprocessen fra 2006 beskriver de mere almene omstændigheder omkring det at dø, kombineret med en spirituel praksis.

Denne tekst henvender sig især til de hvis praksisarbejde har nået et dybere eller mere fremskredent niveau.
Men forhåbentlig vil mange flere kunne finde inspiration i teksten.

En del praktiserende har spurgt om det var muligt at belyse dødsprocessen fra et lidt mere stabilt og fordybet praksistrin. Måske også i lyset af de erfaringer der er opsamlet i forbindelse med de faktiske dødsprocesser der har fundet sted i vores felt i de sidste 25 år. Og hvor den mere dybtgående spirituelle praksis har sat sig positive spor i den døendes oplevelse af og forhold til selve dødsprocessen.

De fem områder

Aspekter af praksis der måske i særlig grad har haft og kan få en mulig gunstig indflydelse er forståelse og praksisbaseret indsigt i følgende fem:

Balancen mellem medfølelse, taknemmelighed, videregivelse og dobbeltrettet bevidsthed henimod dzogchen
Længerevarende arbejde med de spirituelle arketypers yoga: visualisering – opbygning og afvikling – af de positive og negative mandlige og kvindelige spirituelle arketyper: guddommelige visdomsaspekter af den nonduale rigpadimension
Lærerforholdets og linjens yoga
De naturlige initiationsprocesser: Vågen, drøm, søvn og nondual bevidsthed
Erfaringer fra de længerevarende retreats

A. NATURLIGT LIV. NATURLIG DØD

Det ser ofte ud som om en naturlig dødsproces ligner den måde det menneske har levet:
at man dør som man har levet, at døden ser ud som en naturlig forlængelse af livet.

Min svigermor Marie fortalte om sin moders død:
Hun var over de 80, havde levet et dramatisk og righoldigt liv som almindelig husmor i begyndelsen af 1900-tallet. Hun var enke og levede i et lille hus, passede haven, redte hver morgen sin seng og tilberedte selv sine måltider og ordnede blomster. Altid friske blomster i stuen. Hun var død i den bevægelse hvor hun efter at have redt sengen med højre hånd glattede sengetæppet. Mæt af dage mente Marie.

En landmand – over 80 – insisterede på, at han ville ud på sin sidste forårspløjning. Man fandt traktoren kørt ind i et hegn. Bonden var død ved rattet. Lærkerne sang. Solen skinnede. Og det er ganske vist.

En forretningsmand fejrede sin 80-års fødselsdag i sin store villa. Familie og venner havde spist, skålet og holdt taler. Han var gået ud i hall’en i glæden over et godt liv og en god fest, sad på en stol, cigar i den ene hånd, cognac i den anden. Og var død.

Eksempler på at man er død i naturlig forlængelse af den måde man har levet på.

B. POWA OG PRAKSISBLIK

Man kan derfor ikke undre sig over, at mennesker der i en årrække (5-10-20 år) har haft en daglig regelmæssig spirituel praksis, også har mulighed for at opleve en naturlig dødsproces, der er præget af dette spirituelle arbejde. Det kan være yoga, mindfulness, bøn, meditation, videregivelse, øvelser fra Femkanten, dobbeltrettet bevidsthedspraksis eller dzogchen.

Der er ét sted i Søren Kierkegaards samlede værker, hvor der synes at være en klar henvisning til eller et forslag i retning af neutral iagttagelse – mindfulness – på døden i dødsøjeblikket. I Afsluttende Uvidenskabelig Efterskrift spørges der om ”Døden kun kan blive ophævet ved den Døendes Forestilling om Døden i Dødens Øjeblik.”?

I det følgende foreslås det at undersøge og integrere den dobbeltrettede opmærksomheds praksis i dødsprocessen med henblik på selve dødsøjeblikket. Og det er netop hvad mange praktiserende har gjort.

Den fælles essens fra de fem i begyndelsen nævnte områder ser ud til at kunne beskrives som øget tillid til ens egen praksis.
Denne tillid er baseret på de erfaringer som det daglige arbejde med indre praksis naturligt har afsat.

Tilliden er vævet sammen med den relation og den gensidighed man har udviklet i forhold til den mentor man har lært af.
Og tilliden kan være fordybet i forhold til linjen af lærere der ofte vil ligge bag en ægte lærer.

Det i ens dødsproces væsentligste er i denne sammenhæng tilliden til ens egen praksis og tilliden til det højere, den universelle nonduale hjerte- og bevidsthedsdimension, der bærer ens liv og ens praksis.

Hen gennem forberedelsen til døden kan man kontakte tillid og taknemmelighed og integrere disse følelser med opmærksomhedspraksis eller meditation. Hvilende i tilliden til praksis og taknemmelighed for den kærlighed og det liv man har modtaget lader man opmærksomheden afspændt hengive sig til opmærksomhedens ophav.
Det virksomme er uforbeholdenheden i selvgennemsigtighedens hengivelse til sin oprindelige kilde.
Ubetinget hengivelse. Især i selve dødsøjeblikket.

Praksismuligheden er:
At opmærksomheden opløftes naturligt og opløses i opmærksomhedens ophav.

Denne indstilling kan – har det vist sig – være en betydelig hjælp i forbindelse med det tungere arbejde:
smerter, angst, fortvivlelse, sorg, afsked, vrede.

Der har i de sidste 25 år været mange praktiserende, der har fortalt om, hvordan deres praksis har været til stor hjælp, støtte og lindring i dødsprocessen. Selve dødsøjeblikket synes også i adskillige tilfælde at være afgørende præget af den døendes vågne praksis i dette unikke øjeblik. Set udefra.

I dzogchen taler man om, at livsenergien i dødsøjeblikket kan strømme opad fra bunden af kroppen, til hjertet og derfra videre op til kronecenteret, hvor den spontane opstrømning og praksis møder frihed og lys. Dette har vi været vidne til flere gange.

Den første gang fandt sted hvor Tulku Urgyen endnu levede. Da jeg fortalte om situationen forklarede Tulku Urgyen, at det var hvad de i hans tradition kaldte spontan powa.

En anden gang sad jeg sammen med den døende og enkelte fra den nærmeste familie. Her skete igen det samme.
I dødsøjeblikket med åbne øjne og i praksis steg livsenergien op og frisattes fra kronecenteret. Dette fænomen var så kraftigt, at 3 af de nærmeste fra familien direkte erfarede reflekser af opstrømningen og befrielsen i deres eget system.
De fortalte siden, at de aldrig havde oplevet noget lignende.

Det tredje og sidste eksempel der kan nævnes var en dødsproces hvor jeg igen var direkte involveret. Det er derfor jeg kan fortælle om den. Den døende var et yngre menneske, parat til at dø, var vågen og havde ingen smerter. Jeg kom og sad med blandt de 3 nærmeste mennesker. Den døende drejede blikket så vi så direkte ind i hinandens øjne. Der var tillid, åbenhed og praksisbevidstheden hvilede direkte i kilden. Åndedrættet holdt op, lydløst, og en stor fri lys stilhed indtrådte. Der var ingen opstrømning af bioenergi. Det hele skete fra øjnene, i blikket, i praksisåbningen indefter i mødet med den nonduale hjerte- og bevidsthedsdimension.

I dzogchen tales der om, at når praksis er præcis nok er det muligt at dø direkte fra og i det åbne praksisblik.
Måske det var noget lignende i en mere beskeden målestok der skete her?

Disse positive fortællinger er medtaget fordi de måske kunne virke inspirerende for de der har en daglig praksis. Alle tre var præget af, at de døende havde tillid til det liv de havde levet, tillid til deres spirituelle praksis og tillid til at dødsprocessen naturligt ville udfolde sig og forløbe i forlængelse af deres liv og deres praksis. De var kommet til rette med deres liv og deres død og havde opdaget, at man ikke behøvede at anstrenge sig eller præstere. De tre mennesker følte, at dødsprocessen og døden kunne opleves som naturlige. Ikke som en kamp, men som en frugt, en chance, en åben dør til det ubekendte.

Det var for mig en stor gave at få lov til at være en del af en sådan smuk proces.