Del på facebook / mail:
Grundøvelse 1
Pineal – hara
Denne øvelse sigter mod at koordinere pineal-centeret, lokaliseret midt i hovedet, med hara-centeret, der er beliggende i bugmidten. Tilsammen afspejler disse to centre balancen mellem intuition og instinkt, bevidsthed og spontanitet.
Øvelsen begynder med en indånding, hvor energi og opmærksomhed bevæges fra pineal-centeret til hara: fra midten af hovedet ned gennem kroppens lodakse (også kendt som centerlinjen) til bugmidten, nogle centimeter under navlen og midt inde i kroppen. Med udåndingen bevæges energi og opmærksomhed i den modsatte retning, fra hara til pineal-centeret. Øvelsen begynder så forfra med den næste indånding.
Øvelsen instrueret af Neel Fasting, underviser på Vækstcenteret.
TID: 5 min
Inden du går i gang med øvelsen:
Find et sted, hvor du føler der er plads og ro. Sæt dig godt til rette på en stol eller måske på en pude på gulvet. Brug et øjeblik på at mærke din krop, dit åndedræt, lad sindet falde lidt til ro, og indstil dig på at begynde øvelsen.
Når du afslutter øvelsen, kan det være godt at afrunde med at mærke hele din krop og hvordan det er at være tilstede lige nu. Som en registrering, en sansning af et øjebliksbillede af, hvorledes du mærker dig selv og har det lige nu.
De fem grundøvelser
Pineal – hara er en af de fem grundøvelser som indgår i Vækstcenterpædagogikken. De fem grundøvelser bevæger eller cirkulerer energi fra åndedrættet i særlige baner i kroppen. Øvelserne er i de sidste mere end 35 år blevet brugt af bogstaveligt talt tusindvis af mennesker i Vækstcenterets undervisning.
Det fulde øvelsesprogram udføres normalt i denne rækkefølge: 1) Pineal – hara, 2) Krone – rod, 3) Det dobbelte C, 4) Yin – yang kredsløbet og 5) Essens – hjerte. For begyndere er det muligt i en periode at arbejde med blot to af øvelserne: 1) Pineal – hara og 2) Essens – hjerte. Ønsker man en enkelt øvelse mere, kan man arbejde med 1) Pineal – hara, 2) Yin – yang kredsløbet og 3) Essens – hjerte.