Del på facebook / mail:
Grundøvelse 4
Yin – yang kredsløbet
Denne øvelse benytter sig af to akupunkturmeridianer, henholdsvis kendt som Du mai – på kroppens bagside – og Ren mai – på forsiden. I den kinesiske forståelse af bagsiden yang og forsiden yin, heraf yin - yang, når man gennem en indre praksis forbinder de to.
Formålet er at balancere polariteten og cirkulere og akkumulere vitalitet i disse kanaler. Øvelsen er et vigtigt redskab til at hjælpe energisystemet med at akkumulere og opbevare overskudsenergi som er nødvendig for såvel et optimalt helbred som den spirituelle proces. Der findes mange versioner af denne øvelse. Den følgende er en ret enkel udgave.
Denne øvelse benytter sig af en kanal, som ligger lige under huden og som danner en hel cirkel rundt om kroppen.
Du begynder ved halebenet nederst på rygraden.
Med en indånding bevæges energi og opmærksomhed fra halebenet op over rygsøjlen til nakkekanten, baghovedet og issen og derfra ned over panden og næsen til fortænderne i overmunden.
Hold tungen i kontakt med den hårde gane lige bag fortænderne. Indåndingsbevægelsen slutter her.
Bevæg så med udåndingen energi og opmærksomhed fra et punkt lige under underlæben ned over halsen, brystbenet, solar plexus og maven over navlen til kønsorganerne og til mellemkødspunktet, mellem anus og kønsorganerne. Dette udgør et helt kredsløb.
Begynd det næste med en ny indånding. Prøv at regulere længden af åndedrættet så du kan gennemføre de to dele af kredsløbet i en åndedrætscyklus.
Yin – yang kredsløbet er en af de fem grundøvelser som indgår i Vækstcenterpædagogikken. De fem grundøvelser bevæger eller cirkulerer energi fra åndedrættet i særlige baner i kroppen. Øvelserne er i de sidste mere end 35 år blevet brugt af bogstaveligt talt tusindvis af mennesker i Vækstcenterets undervisning.
Inden du går i gang med øvelsen:
Find et sted, hvor du føler der er plads og ro. Sæt dig godt til rette på en stol eller måske på en pude på gulvet. Brug et øjeblik på at mærke din krop, dit åndedræt, lad sindet falde lidt til ro, og indstil dig på at begynde øvelsen.
Når du afslutter øvelsen, kan det være godt at afrunde med at mærke hele din krop og hvordan det er at være tilstede lige nu. Som en registrering, en sansning af et øjebliksbillede af, hvorledes du mærker dig selv og har det lige nu.
De fem grundøvelser
Pineal – hara er en af de fem grundøvelser som indgår i Vækstcenterpædagogikken. De fem grundøvelser bevæger eller cirkulerer energi fra åndedrættet i særlige baner i kroppen. Øvelserne er i de sidste mere end 35 år blevet brugt af bogstaveligt talt tusindvis af mennesker i Vækstcenterets undervisning.
Det fulde øvelsesprogram udføres normalt i denne rækkefølge: 1) Pineal – hara, 2) Krone – rod, 3) Det dobbelte C, 4) Yin – yang kredsløbet og 5) Essens – hjerte. For begyndere er det muligt i en periode at arbejde med blot to af øvelserne: 1) Pineal – hara og 2) Essens – hjerte. Ønsker man en enkelt øvelse mere, kan man arbejde med 1) Pineal – hara, 2) Yin – yang kredsløbet og 3) Essens – hjerte.